Her finder du oplevelserne

Rejsetips til Tåsinge, Sydfyn

Tåsinge - nord og syd for Bregninge Bakke

 

De kendteste turistattraktioner på Tåsinge er Valdemars Slot, slotsbyen Troense, Bregninge Kirkes tårn og Sixten Sparre og Elviras gravsted på Landet Kirkegård. Nulevende tøsinger (folk fra Tåsinge) fortæller om at Bregninge Bakke har udgjort et både fysisk og kulturelt skel mellem det bondske Sydtåsinge og "de fine i Troense og Vindeby". Måske handler skellet om søfartskultur contra bondekultur, måske om det præg Valdemars Slot har sat på den nordlige del af øen, måske om at Troense og Vindeby blandt andet fungerer som en velhaverforstad til Svendborg. Men der er stor forskel, naturmæssigt og kulturelt på det sydlige Tåsinge og den del af øen, der vender mod Svendborg. Sydøen er ukendt for de fleste, men er i høj grad et besøg værd, og med en lokalkendt guide kan man blive ført ud til små fiskerihavne, som der er svært at finde, hvis man ikke kender området. Man kan også få historien om Søren Lolk - bonden, idealisten og kulturforkæmperen fra Vejlegården. Søren Lolk fik bygget huse der i hans øjne repræsenterede "oprindelig" dansk byggeskik, og de meget særprægede huse ligger også på ruten for den guidede tur.

Prøv en guidet cykeltur til Sydtåsinge med en indfødt - klik her.

 

Admiral Niels Juel, som købte Valdemars Slot og krongodset på Tåsinge i 1678, havde flere besiddelser rundt om i landet. Men han foretrak at opholde sig på Valdemars Slot, der ligger på Tronnæs ud til Lunkebugten. Købet blev starten på Juelslægtens historie på Tåsinge, hvor især admiralens barnebarn Oberst Niels Juel satte et markant præg på området. Han byggede blandt andet Troense og han "motiverede" befolkningen på Tåsinge til at plante frugttræer (efter sigende blandt andet vha. sin ridepisk). Flere lokale beboere er eksperter i Valdemars Slots og Troenses historie - og dem kan man få til at vise rundt ved slottet og i Troense. Oberst Niels Juel havde digteren Ambrosius Stub ansat i to perioder og den gamle eg fra omkr. år 1600 syd for slottet bærer navnet Ambrosiusegen fordi det fortælles, at digteren sad under træet og skrev sine tekster. Men Ambrosiusegen har konkurrence fra flere meget gamle egetræer på øen om at være det ældste. Via Meet the Locals kan man få en specialtur på cykel rundt til Tåsinges gamle ege - klik her. Ellers kan det anbefales at gå en tur op og nyde udsigten fra Bregninge Kirkes klokketårn, besøge åstedet i Nørreskoven, hvor en kone fandt ligene af Elvira Madigan og Sixten Sparre i 1889 eller se gravstedet på Landet Kirkegård, ligesom 30.000 andre turister gør årligt!!